onsdag den 21. december 2011

Sumpmejse

En fugl, som er en rigtig hyppig gæst i vores have er sumpmejsen. Dette forekommer meget logisk, da de omkringliggende arealer for en stor del består af sumpet eng. Sumpmejsen hamstrer, den sidder ikke og spiser på foderbrættet, men flyver i fast rutefart efter solsikker og nødder.

Her er det solsikkerne den er efter, denne automat rummer 1 liter, og tømmes på 3 dage. Foruden sumpmejser er det kun blåmejser og musvitter der forsyner sig, så enten er der mange, eller også får de opbygget kæmpelagre rundt omkring. :-) 

Portræt: Sumpmejsen foretrækker, som navnet siger, fugtige områder. I yngletiden er den tilknyttet løvskove, men kommer også gerne i haver. Den er ikke så almindelig, og på en række øer, bla. Bornholm, Ærø og Samsø,  findes den slet ikke. Den lever naturligt af af insekter og andre smådyr om sommeren, og frø og frugter hamstres om efteråret, og lægges i forråd til vinteren. Denne adfærd er tydelig ved foderbrættet, hvor den flyver i rutefart, byttet gemmer den i revner og sprækker, bag bark osv Utroligt nok kan den huske op til 200 gemmesteder. Sumpmejsen ruger gerne i redekasser, og desuden i naturlige træhuller og forladte spættehuller, men den er også i stand til selv at udhugge et redekammer i en trøsket træstamme. Sumpmejsen er 11,5-13 cm. lang, lægger 7-10 æg, ruger i 14-17 dage, og udruger 1 kuld årlig. Den lever i 2-3 år.
(Kilde: Dybbro, T. & Gejl, L.: (2008): Fuglene på foderbrættet og andre havefugle. Kbh.: Politikens Forlag, og Génsbøl, B. (2011): Fugle ved foderpladsen.Kbh.: Gyldendal )

Ingen kommentarer:

Send en kommentar