torsdag den 3. maj 2012

Pileflet: "ærteblomst-hus"

Efter at have flettet to kurve har jeg stadig en del opblødt pil i overskud, og da det kun kan holde sig en uges tid, skal det snart bruges. Jeg vil denne gang prøve at flette noget til haven.



Denne gamle gruekedel står tæt på terassen. Jeg kunne godt tænke mig at der skulle gro ærteblomster, de dufter helt eventyrligt. De kræver bare noget at gro op ad, så jeg vil prøve at flette et stativ af pil. Inspirationen finder jeg i Sine Jacobsens bog "Pileflet til terassen og haven" Der er ikke en tilsvarende model, men fletteteknikkerne er beskrevet.

Jeg starter med 13 stager.


I bunden starter jeg med at flette ca 15 cm. kimning.


Jeg fortsætter kimningen i et bånd rundt om "huset"


Da jeg nærmer mig enden løber jeg tør for de lange pil, og da fletningen bliver meget løs med de kortere og tyndere, som er tilovers, vælger jeg at afslutte med en ring af kimning, som til sidst snøres sammen for at gøre den stabil. Toppen bindes sammen med to pil, og det overskydende klippes af.


Så skal ærteblomsterne bare såes...

Pileflet: Dyb kurv

Efter at have flettet æggekurven vil jeg nu forsøge mig med en dybere kurv. Jeg bruger en ring i ca samme størrelse, men stagerne jeg påsætter er noget længere. Det er stadig dem, der volder problemer. Nu har jeg dog læst mig frem til, at man kan skære dem lidt tyndere, så de er nemmere at bøje rundt om ringen.


 På  stagen th. kan man se, at der er skåret noget af stagen. Det er dog stadigt vanskeligt at få dem til at blive siddende fast i den ene side, mens man vrider og trækker i dem i den anden. Her kunne en hjælpende hånd have været en stor fordel!

 Der startes igen med tre stager, og efterhånden som fletningen skrider frem øges antallet ved at stikke dem op i det allerede flettede. Da de denne gang skal være noget længere for at kurven kan blive dyb, er det endnu sværere at få dem parvis lige lange, og med samme facon. Det går ikke så let denne gang, som med æggekurven.


Så snart stagerne er på plads kører det bare. Denne gang placerer jeg rodenderne på indersiden af kurven, da ydersiden bliver den mest synlige.


Denne gang får kurven håndtag istedet for hank. Det er nemt, man vender bare på sidste stage, så kommer de helt af sig selv.


Den færdige kurv. Den er ikke så vellykket som den første, den er skæv, ringen er ikke helt rund mere, da den er skredet i sammenbindingen, og nogle af stagerne har været for tynde og fået små knæk, hvilket giver et ujævnt flet. Til gengæld har jeg lært mere af at flette denne kurv, da det er sine fejl man lærer af. Jeg regner med at bruge den som basis for en "købmandskurv" en dag, fyldt med vin, chokolade og andre gode sager og pænt pakket ind i folie er den fin nok, og så slipper jeg for at se mere på den! :-)


mandag den 30. april 2012

Pileflet: Æggekurv.

Mit mål med dette udfordringsprojekt er at kunne flette en æggekurv, som er håndværksmæssigt i orden. Jeg følger opskriften i Sine Jacobsens bog "Pileflet for begyndere" Første trin er at forme en ring, som er det bærende element i denne kurv. Ringen samles med ståltråd eller en tynd pil, jeg bruger pil, da det virker mest autentisk. Når ringen er samlet påsættes stagerne, som er de pilegrene, der flettes på.

 Her ses ringen, påsat de første tre stager. Ringen skal egentlig være oval, men den holder
ikke faconen af sig selv. Dette retter sig dog efterhånden. Det er svært at montere stagerne, som skal være af en forholdsvis kraftig pil, altid kraftigere end flettepilen, .


Når de tre første stager er sat på, starter man med at flette. Når der er flettet et stykke, isættes de to næste stager, ved at spidse dem og skubbe dem op i det flettede. 


 Selve fletningen går som en leg, det sværeste var at isætte stagerne, det er dem, som former kurven, så de skal både have den rette længde og form fra starten. Pilen flettes med rodenden først, og der overlappes et stykke hver gang. Enderne stikker ud på undersiden, da det er en flad kurv. I dybe kurve lader man enderne stikke ud indvendigt.


Der flettes jævnt fra begge ender, så kurven ikke trækker sig skæv. Det er ret tidskrævende, men jeg går helt i flow, og kan næsten ikke få stoppet igen. Tankerne flyder frit mens der flettes og jeg forstår, hvorfor pileflet blev brugt i terapien på Middelfart Psykiatriske Hospital, (museumsopgaven) det virker beroligende for sjæl og sind!


 Da fletningen er færdig skal hanken monteres. Det gøres ved at stikke pil ind i fletningen  og derefter sno dem rundt om hinanden.


Den færdige æggekurv. Jeg er virkelig overrasket over, at den er så vellykket, jeg havde regnet med at skulle lave flere forsøg for at kunne lave et pænt eksemklar, og har blødt meget mere pil op. Men frem for at lave flere æggekurve som planlagt, vil jeg i stedet prøve kræfter med en dybere og dermed sværere model.

fredag den 27. april 2012

Udfordringsprojekt: Pilefletning

Jeg har valgt pilefletning som mit udfordringsprojekt, da det altid er noget jeg har haft lyst til at få fingrene i, jeg har bare aldrig haft tid/overskud/overblik/initiativ, eller hvad man nu ellers har af undskyldninger for ikke at komme igang. Men nu bød muligheden sig så. Men hvordan kommer man overhovedet igang? Pil er jo ikke noget de sælger i nærmeste supermarked, og jeg kender ingen, som har specialviden på området..
Mit første skridt bliver derfor biblioteket. Der er et kæmpe udvalg af litteratur, så jeg vælger bla. en titel, der hedder "Pileflet for begyndere"  af Sine Jacobsen. Den lyder til at være rettet mod mit niveau. Desuden vælger lidt forskellige titler til inspiration. Pileflet for begyndere giver en god indføring i emnet, og har let forståelige, godt illustrerede opskrifter på bla. forskellige kurve, som skulle være mulige at fremstille, selv for en begynder. Jeg vælger at prøve at fremstille en "æggekurv" som er en forholdsvis flad kurv med hank, som ikke ser alt for vanskelig ud.

Så langt så godt, næste skridt er at skaffe materialer. Jeg surfer rundt på nettet i håb om at finde en forhandler i nærheden. Her kan  Pileforeningens hjemmeside være en hjælp, de har en sælgerliste. Men ellers vil søgeordet "salg af pil" også fremkomme med en del forhandlere. Den nærmeste for mig var en forhandler i Odense, men inden jeg nåede videre i processen formidlede Helle fra vores VNT-hold en kontakt til en lokal forhandler kun 7 km. borte. (Tak Helle!) Han annoncerer ikke, men har arbejdet meget med pil, og dyrker stadig en del. Jeg købte en stor bunke pil i forskellige farver og længder, så der er til adskillige kurve. Prisen var meget favorabel, men normlt er kiloprisen mellem ca 35 og 90 kr. pr kg, afhængig af længde og sort. På dette link: http://www.arresoe-pil.dk/prisliste.htm kan man danne sig et indtryk af prisniveauet. De sender iøvrigt både frisk, tør og opblødt pil over hele landet.

Her er noget af den pil jeg købte,
det sælges sorteret og bundtet efter sort og længde.

Resten af pilen er lagt i blød i en murebalje, selv om det er lidt svært at se.  
Alternativt kan man grave en rende i jorden og fore den med plastic,
eller bruge et gammelt badekar.

Pilen skal lægge i blød i ca. 14 dage, så fra man bestemmer sig for at ville flette, til det kan realiseres, går der altså 14 dage. Alternativt kan man koge pilen i ca 1/2 time, så er den klar til brug - det kræver dog en ret så formidabelt stor gryde. Ellers kan man nedfryse opblødt pil, som så hurtigt kan tages op - dette kræver blot en stor kummefryser. Når pilen er blødt op, kan den holde sig i ca en uge. Den skal pakkes ind i plast og holdes fugtig.

Her er min færdigopblødte pil - så er det bare med at komme igang! :-)

søndag den 18. marts 2012

Grøn vinter.

 At vi har haft en meget kort vinter i år, kan ses på disse billeder:

Den. 9 januar blomstrede erantissen allerede. Det er måske ikke så mystisk.


Men når der samtidig blomstrer primula...



Og morgenfruer - ja, så er det lidt usædvanligt, og tegn på en hidtil meget mild vinter. Men der havde her først i januar også kun været ganske let nattefrost her på Fyn.

Cumulus

Nogle af de skyer vi hyppigst ser i Danmark er cumulusskyer.

Cumulusskyer dannes, når der har været store temperaturforskelle i de lavere luftlag. De består hovedsagligt af vanddråber, men der kan dannes iskrystaller i de dele af skyen, hvor temperaturen er under 0°C.


Skyerne er generelt lyse på de dele, hvor solen skinner....


 ...mens de kan have mørkere nuancer på de lavere dele.


Cumulusskyer er nok de mest taknemmelige i forhold til pædagogisk arbejde. Der kan laves fotokonkurrencer om den flotteste sky, eller en der ligner et dyr, eller et ansigt, eller...
Mindre børn kan med baggrund i fotoet tegne deres indtryk og påføre ansigt, poter, eller hvad skyen nu indbyder til, større børn kan arbejde med et fotobehandlingsprogram.

(Kilde: DMI-kend din sky/cumulus )

torsdag den 15. marts 2012

Vinterens første sne

Efter en grøn vinter varslede meteorologerne sne natten mellem den 26 og 27 januar. Billederne her er taget på forskellige tidspunkter  den 26.

Fra morgenstunden er det fint vejr, dog med lidt altocumulusskyer, (tror jeg, det må være) som ligger i 2-7 kilometers højde. (se Altocumulus). Her udsigten mod sydøst kl ca 8.45, solen har lige sneget sig over horisonten.


Her himlen mod syd kl 8.45. Selv om det er en meget blæsende dag, står skyerne helt stille i de højere luftlag, hvilket kan ses på striberne fra flyene. De højtliggende skyer er nok cirrucumulus (Cirrucumulus), som ligger i 5-13 km. højde, og ofte ses før og efter fronter. I dette tilfælde før.  Enkelte totter af cumulusskyer driver rundt, det er tydeligt at se, at de er meget længere nede, og i modsætning til de andre driver de med vinden.  

Kl. 16.15, himlen mod nord. Klar og næsten skyfri, bortset fra nogle langstrakte skyer, som jeg ikke lige kan identificere, men det er sandsynligvis altocumulus, som pga afstanden har mistet deres karakteristiske udseende.


Kl. 17.15. Udsigten mod vest. Et tykt Nimbostratuslag ligger og truer, de er ifølge meterologerne fulde af sne. Nimbostratus


Her udsigten mod sydvest.


Her ses tydeligt den flossede kant af skybræmmen. Snevejret begyndte i løbet af natten. 
Det blev nu ikke det helt vilde snevejr, vi fik omkring 10 cm.,
men da vi ikke har fået noget af betydning siden, var det vinterens største snefald. :-)


Altocumulus