Grøn vinter.

 At vi har haft en meget kort vinter i år, kan ses på disse billeder:

Den. 9 januar blomstrede erantissen allerede. Det er måske ikke så mystisk.

Men når der samtidig blomstrer primula...

Og morgenfruer - ja, så er det lidt usædvanligt, og tegn på en hidtil meget mild vinter. Men der havde her først i januar også kun været ganske let nattefrost her på Fyn.

Cumulus

Nogle af de skyer vi hyppigst ser i Danmark er cumulusskyer.

Cumulusskyer dannes, når der har været store temperaturforskelle i de lavere luftlag. De består hovedsagligt af vanddråber, men der kan dannes iskrystaller i de dele af skyen, hvor temperaturen er under 0°C.

Skyerne er generelt lyse på de dele, hvor solen skinner....

 ...mens de kan have mørkere nuancer på de lavere dele.

Cumulusskyer er nok de mest taknemmelige i forhold til pædagogisk arbejde. Der kan laves fotokonkurrencer om den flotteste sky, eller en der ligner et dyr, eller et ansigt, eller...

Mindre børn kan med baggrund i fotoet tegne deres indtryk og påføre ansigt, poter, eller hvad skyen nu indbyder til, større børn kan arbejde med et fotobehandlingsprogram.

(Kilde: DMI-kend din sky/cumulus )

Vinterens første sne

Efter en grøn vinter varslede meteorologerne sne natten mellem den 26 og 27 januar. Billederne her er taget på forskellige tidspunkter  den 26.

Fra morgenstunden er det fint vejr, dog med lidt altocumulusskyer, (tror jeg, det må være) som ligger i 2-7 kilometers højde. (se Altocumulus). Her udsigten mod sydøst kl ca 8.45, solen har lige sneget sig over horisonten.

Her himlen mod syd kl 8.45. Selv om det er en meget blæsende dag, står skyerne helt stille i de højere luftlag, hvilket kan ses på striberne fra flyene. De højtliggende skyer er nok cirrucumulus (Cirrucumulus), som ligger i 5-13 km. højde, og ofte ses før og efter fronter. I dette tilfælde før.  Enkelte totter af cumulusskyer driver rundt, det er tydeligt at se, at de er meget længere nede, og i modsætning til de andre driver de med vinden.  

Kl. 16.15, himlen mod nord. Klar og næsten skyfri, bortset fra nogle langstrakte skyer, som jeg ikke lige kan identificere, men det er sandsynligvis altocumulus, som pga afstanden har mistet deres karakteristiske udseende.

Kl. 17.15. Udsigten mod vest. Et tykt Nimbostratuslag ligger og truer, de er ifølge meterologerne fulde af sne. Nimbostratus

Her udsigten mod sydvest.

Her ses tydeligt den flossede kant af skybræmmen. Snevejret begyndte i løbet af natten. 

Det blev nu ikke det helt vilde snevejr, vi fik omkring 10 cm.,

men da vi ikke har fået noget af betydning siden, var det vinterens største snefald. :-)

Altocumulus

Rugbrød bagt med surdej part 1

Jeg har aldrig prøvet at bage rugbrød, så det bliver mit næste eksperiment. Og det skal selvfølgelig være "rigtigt" rugbrød, bagt med surdej. Jeg surfer lidt rundt på nettet for at undersøge forskellige fremgangsmåder, og ender med denne opskrift: www.frkuldbjerg.dk 

Først røres ingredienserne til surdejen sammen. Gl.dags kærnemælk, rugmel, salt og vand.

 

Hældes i et glas, og står derefter 24 timer ved stuetemperatur, og hviler herefter 3 dage i køleskabet.

Når surdejen efter nogen dage er klar, røres den sammen med 600 g. rugmel, og 6 dl. vand. Da surdejen sjældent "virker" ordentligt de første gange, anbefales at udskifte noget af vandet med mørkt hvidtøl, det fremmer gæringsprocessen.

Dejen skal herefter stå og hæve ved stuetemperatur et døgn.

Derefter tages 2 dl. dej fra til næste hold rygbrød, og stilles i køleskabet.

Der røres 300 g. skårne rugkerner i dejen, samt 3-4 dl lunkent vand.

Herefter hæver dejen i 6 timer, og bages derefter i 1 time og 40 min. ved 180 grader.

Her er det færdige resultat, det ser jo fint nok ud.

Men ak - det dur ikke. Meget er gået galt: Først og fremmest hævede surdejen overhovedet ikke, og dermed heller ikke dejen. Desuden blev dejen for tynd, og kunne derfor ikke bages ordentligt igennem. Jeg gav den 1 time ekstra, men brødet er stadigt modbydeligt klægt. Desuden smager det surt og grimt. Derfor:

Skraldespand! Men da der i opskriften advares mod at forvente for meget de første gange, indtil surdejen er kommet op i omdrejninger, og man selv har gjort sig sine erfaringer, giver jeg ikke op. Den portion dej, jeg tog fra sidste portion er hævet - dvs. at gæringen er kommet igang, og der derfor er håb om et bedre resultat. Desuden ved jeg nu, at der ikke skal så meget vand i dejen. Så derfor: Fortsættelse følger...

Suppe på hjemmeavlede dyr.

I min fryser gemmer der sig en mager unghane - han løb alt fedtet af sig ved at jage høns - og derfor er hans muskler blevet ret seje. Vores slagtekyllinger ender altid med at blive for gamle - men jeg synes jo, de har ret til et liv inden gryden. Jeg har prøvet at tilberede en af hans kammerater som kylling, det gik ikke, kødet er sejt. Så nu koger jeg suppe på ham!

Han levede et liv på strøelse inde, og som fritgående når han var ude. Han har spist græs, urter, insekter og orm i massevis. Det giver en helt anden og meget bedre smag i kødet i forhold til "industridyr", som lever deres liv i store stinkende haller.

Men som det måske kan ses er han ret mager, det bliver man af at løbe efter damer! Vægten fejler dog ikke noget, ca 3000 g, stor kødrace.

Der tilsættes kraftben fra vores egne højlænderko. Hun har levet det frie liv året rundt, og fået lov at passe sin kalv. Hun blev skudt på marken, og oplevede dermed ingen stress under transport, eller dødsangst ved lugten af blod på slageriet.  Hun har græsset på engens mangfoldige urter og græsser , og hovedsagelig levet af wraphø om vinteren. Kødet er velhængt hos den lille lokale slagter, og selv om hun var 4 år gammel, har vi aldrig fået mere velsmagende og mørt kød..

Giver en fantastisk smag til suppen.


 I en gryde med 4 liter vand...

 Når suppen koger op, skal den skummes for urenheder fra blod mm.

Derefter tilsættes suppevisk af porretop, og desuden knold- og bladselleri. Andre urter som løvstikke og persillerod kunne også bruges, men det her var, hvad jeg lige havde.

3 timer senere. Nu er den seje hane så mør, at kødet falder af benene.

Kødet tages op og suppen sies.



Delresultat: 4 liter suppe og en lækker kogt hane.



 Kødet plukkes af haneskroget, deles i kød, hundeguf (skind, brusk) og knogler. De udkogte suppeurter blandes også i hundefoderet, de smager godt af suppe og er klistrede af fedt, så det er guf...

 Porrer skæres i skiver



lidt fløde og kødboller tilsættes.

Porresuppe. Mums! Porrene burde nok være kommet fra haven, men køkkenhave gider jeg simpelthen ikke. Men de er danske, og dermed ikke så ressourcekrævende som de hollandske.

Noget af hanekødet bliver til tarteletfyld, med champingnon og asparges er det...

 ....en af familiens livretter! :-)
Resten fryses ned til en omgang hane i karry en anden dag.

 Knoglerne fra koen går til hunden, det er en af hendes livretter.

Dermed er det eneste der ikke bruges, knoglerne fra hanen. Samlet resultat: 3 gange suppe, 2 gange tarteletfyld, 1 gang hane i karry og suppe til at lave sovsen af, + luksusguf til hunden.
Det er bæredygtigt, og dyrevelfærden er i top! Det giver en helt speciel god smag til maden! :-)

Hjemmeslagtning anno 1969

Jeg har fornyligt arvet min gamle fasters lysbilleder, og mellem disse fandt jeg denne billedserie, som jeg mener har relevans for vores "jord til bord" opgave. Billederne er fra mit barndomshjem, Damsgård, og selv om jeg kun var 2 år da disse billeder blev taget, foregik slagtningen på samme måde i adskillige år derefter. Jeg husker tydeligt hele forløbet, for jeg har set det mange gange. De sidste år kom slagteren dog i en stor bil, som var indrettet til formålet.

Billedkvaliteten er ikke så god, da jeg har fotograferet lysbillederne fra lærredet.

 Grisen føres ud fra stalden af slagter "Johannes Post" Min farfar i baggrunden.

 Den nyder sin sidste tur, og med grise kommer man længst med tålmodighed... :-) Ingen stress og angst i bilen på vej til slagteriet her... Min far tv i billedet..

  Benene bindes sammen.Herefter "stikkes" grisen, og blodet tappes af. Jeg husker ikke, om der i de første år blev brugt boltpistol - men det var en hurtig død. Blodet blev samlet af min faster, og brugt til blodpølse og blodpandekager. Smagte skjønt! ;-)

 Grisen skoldes. Min mor havde kogt enorme gryder med vand... Læg mærke til karet - et håndlavet bødkerkar, de koster en formue idag!

Herefter skrabes hårene af med et "horn"..

Grisen bindes til en stige. Storebror Sten tv. Slagtedagen var en spændende dag, og vi fik lov at være med så meget vi ville. Også under selve drabet, det var jo sådan tingene var, og det blev ikke holdt skjult for os.

Grisen hænges op på en stige og skæres op

Indvoldene tages ud. Jeg husker lugten - og hvor spændende det var at studere dem og lege med dem.
 :-) 

Grisen flækkes i to halve.

Parat til grovpartering.  Læg mærke til fedtlagets tykkelse - sådan ser slagtesvin ikke ud i dag! :-)

 Min mor i baggrunden. Slagtedagen var en travl dag for hende, Slagteren grovparterede dyret, hvorefter det var hendes opgave at finpartere, lave medisterpølse, leverpostej, koge fedt af mm. Kødstykkerne blev lagt på køl i kælderen til dagen efter, hvor det blev pakket i passende portioner, og frosset ned.