mandag den 20. februar 2012

At indrette en bålplads...

Vi har længe snakket om at indrette en god bålplads med siddepladser osv. Det sted den skal ligge, er dog pt et stykke vild natur, hvor der tilligemed ligger nogle store kævler fra en træfældning for år tilbage, som ingen har orket at fjerne da de skal over bækken. Men når jeg nu havde bestemt at lave bålmad som projekt til opgaven "Udeliv", forekom det passende at indrette bålpladsen her i venterferien, så den kunne blive indviet med maner. Så i lørdags, d. 18 feb., gik vi igang!


 Her, på den anden side af bækken er der en skøn plet, hvor der næsten altid er læ.


Efter at have ryddet bevoksningen skal kævlerne flyttes. De er store og monstertunge, da de er gennemtrukne med vand. Vi opgiver sækkevognen.


 Istedet vil vi bruge traktorens frontlæsser, den kan lige nå derover. Men ak, jorden er kun tøet de øverste 3 cm., det er glat, så da forhjulede kommer lidt for langt ud på brinken, kurer traktoren ned i bækken. Den kan ikke selv komme op igen, da jorden er som is og dækkene derfor ikke kan få bid. SUK!


Så vi må rigge et spil til og trække den op. Godt manden har grejet i orden!
 Det øsregner og det hele er efterhånden noget smat. ÆV!

 Vel oppe igen, taktikken ændres. De største kævler trækkes over bækken i stropper.


De sidste 4 kævler lader vi ligge, det er de kommende siddepladser. Stubben skal skæres lidt ned, så er der også et bord. Men vi må konstatere, at vi ikke kan gøre mere nu. Jorden er stadig frossen i dybden, så vi kan ikke jævne pladsen, og så længe der ikke er sået græs, bliver det iøvrigt også et mudderhul. Så bålmaden må laves et alternativt sted denne gang. Men nu er de indledende øvelser gjort, og til sommer har vi et skønt bålsted! :-)

2 kommentarer:

  1. Hold da op - I har haft gang i det helt store maskineri. Et fint sted til bålplads der ved den lille bæk.
    Hvad har du planer om skal være underlaget på bålpladsen når jorden tør?

    SvarSlet
  2. Jeg regner bare med vi graver en fordybning og kranser den med sten. Har du nogen gode tips på hjerte, så modtages de gerne! :-) Jeg har også tænkt mig at grave en ovn ind i skrånningen, efter en model jeg har set i "Mad i det fri" af Bjarne Larsen. God bog iøvrigt, masser af gode ideer!

    SvarSlet