mandag den 27. februar 2012

Mad bagt i saltdej

Hovedretten består af nakkesteg og kartofler bagt i saltdej i gløderne.

            Kød og bagekartofler pakkes ind i saltdej. Dejen blandes i forholdet mel og salt 2:1.

 De lægges i gløderne. Stegetiden er meget afhængig af mængde og temperatur på gløderne. I opskriften stod der ca 1 time, vores fik tæt på to, men kartoflerne især var også lidt overdone.


 Kødet var supermørt og saftigt, og havde en let salt smag efter saltdejen. Superlækkert!


 Kartoflerne i indpakning

 Saltdejen er helt sort og sveden og meget hård.

 Kartoflerne er gode, de har dog fået lidt for meget. Det er svært at vurdere stegetiden.


 Så må der nydes. Smør og hvidløg sætter prikken over i'et.

tirsdag den 21. februar 2012

Madbålet.

Da det andet bålsted nu ikke kunne nå at blive færdigt, må vi etablere et andet. Det er en blæsende dag, søndag d. 19 februar, så vi vælger at anlægge bålstedet i hønsegården, hvor staldbygningerne danner en vinkel, så der er nogenlunde læ, og hvor vindretningen ikke blæser mod stråtaget.

 Bålpladsen er meget hurtigt bygget, en cirkel af sten.


 Bålet bygges op som et pyramidebål, først lidt aviser,
så småpinde, og derefter større stykker træ. 
 En tændblok ind i midten, og så er der bål.


Hunden gad absolut ikke være med. Røgen var overalt pga kastevinde,
 og med en tynd pels i blæsevejret,
 var det alligevel mere hyggeligt i kassen indenfor.


 Det blæser mere og mere op, så vi er nødt til at skaffe noget læ.
 Det hjælper lidt, men da vinden er drejet lidt og nu blæser ind i vinklen mellem husene,
slår den tilbage, så bålet (og røgen) er meget uroligt.


Selv om vi har skaffet nogenlunde læ til bålet, bruger vi rigtigt meget træ,
 da træ og gløder hurtigt forsvinder. Det er ikke økonomisk!
Og da der er planlagt flere forskellige retter, skal der en del gløder til.


Nå, økonomien overlever nok, og trods vejret er det faktisk meget hyggeligt. 
Vinterferien er lige startet, så vi er ikke sådan at slå ud. :-) 

mandag den 20. februar 2012

At indrette en bålplads...

Vi har længe snakket om at indrette en god bålplads med siddepladser osv. Det sted den skal ligge, er dog pt et stykke vild natur, hvor der tilligemed ligger nogle store kævler fra en træfældning for år tilbage, som ingen har orket at fjerne da de skal over bækken. Men når jeg nu havde bestemt at lave bålmad som projekt til opgaven "Udeliv", forekom det passende at indrette bålpladsen her i venterferien, så den kunne blive indviet med maner. Så i lørdags, d. 18 feb., gik vi igang!


 Her, på den anden side af bækken er der en skøn plet, hvor der næsten altid er læ.


Efter at have ryddet bevoksningen skal kævlerne flyttes. De er store og monstertunge, da de er gennemtrukne med vand. Vi opgiver sækkevognen.


 Istedet vil vi bruge traktorens frontlæsser, den kan lige nå derover. Men ak, jorden er kun tøet de øverste 3 cm., det er glat, så da forhjulede kommer lidt for langt ud på brinken, kurer traktoren ned i bækken. Den kan ikke selv komme op igen, da jorden er som is og dækkene derfor ikke kan få bid. SUK!


Så vi må rigge et spil til og trække den op. Godt manden har grejet i orden!
 Det øsregner og det hele er efterhånden noget smat. ÆV!

 Vel oppe igen, taktikken ændres. De største kævler trækkes over bækken i stropper.


De sidste 4 kævler lader vi ligge, det er de kommende siddepladser. Stubben skal skæres lidt ned, så er der også et bord. Men vi må konstatere, at vi ikke kan gøre mere nu. Jorden er stadig frossen i dybden, så vi kan ikke jævne pladsen, og så længe der ikke er sået græs, bliver det iøvrigt også et mudderhul. Så bålmaden må laves et alternativt sted denne gang. Men nu er de indledende øvelser gjort, og til sommer har vi et skønt bålsted! :-)

søndag den 19. februar 2012

Fremstilling af hytteost.

1. del af  "Fra jord til bord" - opgaven lyder på at fremstille et mejeriprodukt efter opskrift udleveret på seminariet. Jeg valgte opskriften med hytteost.

 Ingredienslisten er simpel:
 2 liter sødmælk, 1/4 liter kærne, 1/4 tsk. salt og 2 ml. osteløbe.
+ evt. fløvedressing bestående af piskefløde og salt.


 De 2 liter sødmælk varmes op til 32 grader , kærnemælken tilsættes
og så skal den stå tildækket en time og helst holde varmen...


 Derefter tilsættes osteløben. Den portion jeg fik udleveret på seminariet var bortløbet
 da jeg kom hjem, så jeg investerede selv i en flaske. Til den beskedne pris
af 49 kr får man osteløbe nok til 40 kg. ost! :-)



 Så står den under låg i en time igen mens mælken koagulerer.


Så skal den skæres i tern på 1x1x1 cm... Hvordan det er meningen,
 at man skal skære de vandrette lag i gryden, stod der ikke noget om.
Jeg forsøgte at skære lidt skråt på kryds og tværs,
  så mine tern blev ret uregelmæssigt aflange.


 Så skal osten varmes forsigtigt op til 50 grader over mindst 20 min.
 Herved bliver vallen frigjort.



 
 Herefter skal vallen sies fra, og ostekornene skylles i rigeligt koldt vand,
og de største korn deles med fingrene. Mit produkt er ikke så ensartet
 som den man er vant til at se, og det smager ikke af ret meget.
 Der er nok en grund til, at der skal tilsættes dressing... 


 Vallen, ca. 1,5 liter.  Kan bruges til brødbagning.


 Det færdige resultat tilsat flødedressing for at få det til at smage af noget mere.
 Hytteost kan fryses, så den ene bakke bliver medbragt på næste
seminarieindkald til smagsprøver.


Dagen efter, søndag morgen, er der frisk, hjemmegjort hytteost til morgenbrødet.
 Med en klat syltetøj på toppen er det en luksusspise,
og at det er hjemmelavet gør selvfølgelig,
at det smager endnu bedre! :-)

mandag den 30. januar 2012

Iceart.

Jeg vil prøve at male mønstrene som luften danner under isen. Jeg vælger dog at bruge en anden vandpyt end den tidligere nævnte, som lå i vejkanten.

Lige uden for havedøren er der en passende vandpyt, hvor fliserne er sunket. Her lå engang en brønd, som vi fyldte op da vi lagde terrassen. Noget tyder dog på, at vi sjuskede med komprimeringen! :-)

Denne vandpyt har også interessante mønstre.

Takket være en kunstinteresseret datter har jeg alt udstyret.

 Jeg starter med dette mønster, det ligner en mand der drikker.

 Da malingen er vandbaseret går den i forbindelse med isen, så der skal
 bruges meget farve, for ellers bliver det for tyndt.

Det er faktisk pivkoldt, og det bliver snart nødvendigt med handsker og et tæppe til
 knæene, for kulden kommer krybende!

Det minder lidt om tegnelegen med krusedullemønstret,
som udfyldes med farver.


De fine detaljer kan ikke males op, fordi malingen går i forbindelse med isen,
og der derfor skal et tykt lag på.


Ormedyr...

En hane...?

Det endelige resultat....

holdt ikke længe. Her 3 timer senere...

Luftboblen som inspirerede til hanen kan atter ses... 

Ormedyrene har også mistet karaktertrækkene...

 Malingen må have et lavere frysepunkt end vand,
for isen er smeltet meget mere der, hvor der er malet.

Kunstværket havde en kort levetid, men det var sjovt!  Nu er det dækket af sne, og når den smelter, er der formentlig ingen spor tilbage. Kun billederne. :-)